Video in Danish: Hjemløse invaderer Europa-Parlamentet

http://www.vimeo.com/11881909

Hjemløse invaderer Europa-Parlamentet

Kunstneren Jens Galschiøt ville vække politikerne og tog de hjemløse med ind i Europa-Parlamentet i Bruxelles


Tekst: Erik Luntang

I et lille telt nedenfor Europa-Parlamentets glasbygninger i Bruxelles bor belgiske Claude. Udenfor står en sofa, et bord og to stole, det hele godt skjult. Kun synligt oppe fra parlamentets kontorer.

Inde i parlamentet har kunstneren Jens Galschiøt, Europa-Parlamentets danske socialdemokratiske medlem Britta Thomsen og Projekt UDENFOR inviteret til en ”invasion af hjemløse”.

Søger efter de hjemløse

Men der er ingen hjemløse i sigte, før silhuetten af en mand på en bænk, med en cola i hånden, toner frem i den lange korridor.

Det viser sig, at det ikke er et rigtigt menneske, men en bronzeskulptur i naturlig størrelse. Der er flere bag ham. Livagtige posedamer, mænd i soveposer, tiggere og avissælgere.

Midt mellem alle skulpturerne, der danner en udstilling, står kunstneren Jens Galschiøt. Imens haster Parlamentsmedlemmer, embedsmænd, lobbyister og andre besøgende, i en stor bue udenom skulpturerne.

Senere fortæller Britta Thomsen, at hun er stolt af udstillingen og at den vil være med til at åbne op for en debat om de hjemløses situation. Et andet parlamentsmedlem, polske Adam Gierek, hæfter sig mere ved de livagtige skulpturer og teknikken bag dem. Han sammenligner med de hjemløse inde i byen.

”Det er hele ideen, at folk skal kunne genkende dem fra deres hverdag, uanset hvor i Europa de kommer fra”, siger Jens Galschiøt. 2 år tidligere spurgte Projekt Udenfor, som arbejder for hjemløses kår, om han ville være med. Det ville han.

Sponsorerne sprang fra

Finanskrisen kom og sponsorerne sprang fra. Han endte med at finansiere det hele selv og håber nu hans tretten skulpturer vil blive solgt.

Senere på dagen er der konference om hjemløse. En mand sidder oppe på mødelokalets podium med en cigaret i munden. Han lytter til de politikere og eksperter, der sidder bag ham, mens de taler om hjemløshed. Han har et lille smil på læben, men han er jo også kun en skulptur.

Det nytter ikke

Claude er uvidende om det hele. Han vil ikke interviewes eller fotograferes. Det hjælper alligevel ikke, siger han. ”Journalisterne kommer kun een gang og vil blot have en historie. Den skriver jeg selv i lyset, der kommer fra parlamentet døgnet rundt”.

Assistenten hos et medlem af EU-Parlamentet, mente at vide, at det var en østriger, som havde slået lejr for at demonstrere mod EU. Claude har boet der i otte år.

Fakta:

Jens Galschiøt er kunstner og aktivist med hjemsted i Odense. Han er mest kendt for sine kunsthappenings rundt om i verden, som sætter fokus på det humanitære. Heriblandt Min Indre Svinehund, Skamstøtten og Survival of the Fattest.

Lær mere her: http://www.aidoh.dk/

Projekt udenfor er en selvejende organisation, der kombinerer gadeplansarbejde blandt de hjemløse med undervisning og forskning i hjemløshed og udstødelse.

http://www.udenfor.dk/

Se også en mindre video på engelsk fra samme udstilling: http://www.inspirit-int.com/luntangblog/?p=1348

Leave a Reply

Content Protected Using Blog Protector By: PcDrome.
Copy Protected by Chetan's WP-CopyProtect.